Vi har i dag fredag den 8. januar sagt farvel til Bianca efter 12 dejlige år. Bianca var min første egen hund, den første hund jeg gik til træning med, den første hund jeg gik til konkurrence med, den første hund jeg løb agility med. Bianca var hende der fik mig ind i hundeverdenen. Jeg har så mange dejlige oplevelser med Bianca og minderne tilbage til den tid vi startede vil jeg aldrig glemme. Den gang vi startede i Hvalsø Hundevenner lærte vi hurtigt Henriette & Blondie at kende. Bianca & Blondie blev hurtigt legekammerater, Henriette & jeg kunne sagtens bruge timer på at skvadre. Vi mødtes med hundene så de kunne få lov at lege lidt før træningen startede og i de måneder hvor der ikke var træning mødtes vi jævnligt med Henriette & Blondie for at gå lange ture i skoven, efterhånden som tiden gik og hundene blev mere uopdragne fordi vi ikke drømte om at bruge pausen på at træne begyndte vi at savne træningen lidt.
Det er sjovt som tingene ændre sig, men jeg husker tydeligt et af vores første agilitystævner. Det var indendørs i ridehus i vintermånederne og det var møg hamrende koldt, men Henriette & jeg sad troligt på 2 stole hele aftenen med hundene liggende på tæpper foran vores fødder for puha vores hunde skulle i hvert fald ikke i bur eller ligge alene i bilerne – det ville da være synd. Faktisk var alle stævner sådan, jeg havde altid Bianca ved min side.
Bianca fik i en tidlig alder konstateret allergi overfor græs, husstøvmider, loppespyt mm. Hun var ret plaget af dette så jeg valgte dengang at sige hellere et kort men godt liv på prednisolon end et langt men halvskidt liv. Heldigvis fik vi flere år end jeg dengang turde håbe på.
Faktisk er der mange ting jeg ikke kan huske vi har brugt tid på at lære Bianca, men som hun bare kunne. Vi har aldrig haft hegnet haven ind (før vi fik flere hunde) men Bianca trådte aldrig nogen sinde over grænsen, når vi gik tur gik træk hun som bare pokker i snoren, men når hun gik løs satte hun aldrig en pote ud på vejen. Værkstedet var også et af Biancas yndlingssteder og hun har tilbragt 100 vis af timer der sammen med Anders.
Bianca har efterhånden også været med til at opdrage flere af de hunde vi fik. Albert som hun var helt fantastisk ved og det var hende der advarede os når han fik et anfald. Efter Albert kom Cookie som Bianca tog sig lige så kærligt af og de har brugt mange timer på at lege. Da vi fik Doggie var hun blevet ældre og det har mest været Cookie der har taget sig af hende.
Gennem de seneste måneder er det gået lidt op og ned med Bianca, men det er svært altid at få øje på de små ændringer der hele tiden sker når man er sammen med hende hver dag, men når man så samlet på det var der sket meget og jeg begyndte at tænke meget på hvornår det ikke var værdigt for hende længere – for en ting vidste jeg – og det var at hun skulle herfra med værdigheden i behold, men hun var stadig glad og legede lidt med de andre hunde. Der begyndte at komme lidt flere dårlige dage, hendes kløe og ører blev værre, hendes gigt var hård ved hendes poter, ind i mellem lidt problemer med at holde på afføringen som gjorde hende rigtig flov og så var der nætter var hun gik hvileløst rundt, det kunne jeg ikke byde hende længere på trods af at hun stadig havde rigtig gode dage og der blev flere gode dage efter vi for kort tid siden fordoblede hendes dosis af prednisolon. Men jeg kunne også mærke på resten af flokken at hun blev svagere. Det var en rigtig svær beslutning, men jeg har hele tiden haft godt fat i mig selv, da det er mig der bor sammen med hende og ser hende hver dag, der ved hvornår det er – det er der ikke andre der kan fortælle.
Bianca du er en ener, jeg vil savne dig helt ubeskriveligt!
Nu skal du mødes med Albert igen – pas godt på ham…. |
