Mandag d. 6. september 2004, jeg havde været på arbejde hele dagen og da jeg kom hjem gik jeg som sædvanlig en god lang tur med hundene – Bianca en schæfer/lab blanding på 7 år og Albert en bordercollie på lige over 1 år. Mandag aften er jo Robinson aften så efter at have spist og gået med hundene igen skulle jeg endelig se Robinson ekspeditionen.
Albert kørte godt nok lidt højt den dag, normalt var han meget god til at lægge sig og slappe af når vi var hjemme eller også rendte han og legede ude i haven. Den aften rendte han lidt ud og ind og det virkede som om han godt ville have der skulle ske noget, Han kom meget med sit legetøj og ville gerne lege.  
Da min kæreste (Anders) kom hjem den aften spurgte han mig hvad der var galt med Albert, siden han rendte sådan rundt og jeg sagde til ham at det nok var fordi der ikke sket så meget den dag. Normalt var vi meget aktive med både lydig, hyrdning og var så småt startet med agility og den dag havde jeg ikke engang været ude i haven og lege med dem. Anders mente nu ikke det var det men jeg mente bestemt ikke det kunne være andet. Hvorfor kunne JEG dog ikke se det??  
På det tidspunkt sov vi inde i stuen da vi var ved at renovere soveværelset, så jeg faldt glad i søvn efter Robinson.
Klokken 03.00 den nat vækkede Anders mig ved at Albert gik rundt i hele stuen, han rystede på hovedet hele tiden og der røg rigtig meget savl med lidt hvidt skum ud af munden på ham hele tiden. Hele stuen var fyldt med det ”snask”. Vi kunne godt se at den var helt gal. Min egen dyrlæge har ikke åbent på den tid af døgnet, så jeg fandt ud af hvilken dyreklinik i nærheden der havde vagten den nat.  
Omkring klokken 03.45 var vi på dyreklinikken, det viste sig at Albert havde lidt over 41 i feber, han reagerede på lys og lyde så dyrlægen snakkede lidt om at det måske kunne være stivkrampe, det sagde mig ikke så meget på det tidspunkt andet end at jeg vidste at det i hvert fald ikke var godt. Jeg ved ikke hvad det var dyrlægen sprøjtede i min hund, men han fik i hvert fald mange sprøjter for at få kramperne til at stoppe og temperaturen til at falde. Jeg spurgte dyrlægen MANGE gange om han nu ikke fik for meget sprøjtet ind.  
Jeg må nok ærligt indrømme at jeg ikke var ved mig selv den nat, det var et kæmpe chok at se sin hund på den måde og jeg måtte forlade rummet mange gange og lade Anders være ved Albert.  
Da kramperne var stoppet og temperaturen på vej ned fik Albert lagt et drop og blev lagt i bur. Han var på det tidspunkt rimelig bedøvet eller??? Han sov i hvert fald. Jeg valgte at blive på klinikken med Albert. Anders kørte hjem med Bianca og ryddede op i huset og tog derefter på arbejde, der var jo heller ingen grund til at vi begge to var der. Dyrlægen ville køre hjem og sove, men han var da så venlig at lægge sit telefonnummeret så jeg kunne ringe til ham hvis Albert vågnede. På det tidspunkt var klokken vist omkring 05.00 og jeg lå helt alene på dyreklinikken med min død syge hund.  
Jeg har heldigvis en super veninde, også med hunde og vi er rimelig ens mht. hunde og hun ved hvad hundene betyder for mig. Andre syntes måske jeg er lidt tosset for hele mit liv er hunde. Jeg ringede grædene til Henriette der meget tidligt om morgenen, mens jeg sad ved Albert. Jeg var bange og utrolig ked af det så for mig var det dejligt at hun bare var i den anden ende af røret, mens vi sad og snakkede begyndte Albert at hyle meget højt så jeg skyndte mig selvfølgelig at lægge røret på og ringe til dyrlægen. Han kom kort tid efter og fik ro på Albert igen. Så kørte han s.. igen.  
Heldigvis var klokken nu blevet så mange at de andre dyrlæger på klinikken snart ville møde. Den dyrlæge der havde haft nattevagten ville så ringe og snakke med en bestemt af de dyrlæger der skulle møde om morgenen. Da han mødte spurgte de selvfølgelig hvad der var i vejen med Albert og jeg forklarede hvad der var sket, hvilken dyrlæge jeg normalt brugte og at jeg lige ville ringe og snakke med hende.  
Dyrlægen der havde nattevagten ringede ikke så den nyligt mødte dyrlæge ringede selv hjem til ham og derefter ringede han s.. til min egen dyrlæge og sagde at jeg ville komme ned til hende med hunden. Det havde jeg jo aldrig sagt så jeg talte selv med min dyrlæge, jeg vidste godt at hun ikke har dyr indlagt. Den anden dyrlæge havde jo fortalt hende at de havde mistanke om at det var stivkrampe, så hun anbefalede mig at jeg kørte ind på Københavns dyrehospital med Albert. Hun ville så ringe ind til dem og melde vores ankomst.  
Jeg ringede efter Anders og vi fik lagt Albert med drop ind i buret bag i bilen, og så kørte vi ellers midt i morgen myldre trafikken fra Roskilde til København, der har aldrig tidligere været så langt til København som den morgen. På det tidspunkt var det nok noget af det værste jeg nogensinde har oplevet med mine hunde, og selv Anders som jeg aldrig før havde set græde, andet end til hans mormors begravelse kunne ikke holde tårene tilbage på den tur.  
Da vi langt om længe nåede til København kom der 2 veterinærsygeplejersker ud til bilen og lagde Albert på en båre og bar ham ind. Vi kunne så køre hjem og jeg kunne ringe ind til dem imellem klokken 13 og 14 for at tale med en dyrlæge og høre hvordan det gik. Jeg brød mig ikke om at gå fra Albert men jeg følte min hund var i gode og kompetente hænder så vi tog hjem igen.  
Den aften kom min veninde og hendes kæreste hjem til os, trods en lang arbejdsdag og hunde der ventede på hende derhjemme. Det var smadder dejligt for os at der kom nogen så man kunne tænke på lidt andet og for piger er der bare forskel på at snakke med en mand og en veninde.  
Jeg ringede selvfølgelig ind på dyrehospitalet klokken 13 og dyrlægen fortalte der at de ville tage en masse prøver af Albert og jeg kunne ringe igen i morgen omkring samme tid. Da jeg ringede dagen efter fortalte de at han var vågnet og de havde taget nogle prøver på ham men de ville godt beholde ham til observation til dagen efter og så kunne jeg ringe igen. Jeg blev lidt forbavset over at jeg ikke måtte komme og besøge Albert, men dyrlægen mente det var en dårlig idé for nogle hunde reagerer på at man kommer og går igen og han mente at jeg ville få ham hjem dagen efter.

 
Torsdag ringede jeg ind til dyrehospitalet igen, denne gang fik jeg af vide at jeg måtte hente ham hjem, så det kunne selvfølgelig ikke gå stærkt nok med at komme til København igen. De havde allerede fået svar på nogle af Alberts prøver og de så fine ud nu ventede de bare svar på resten (jeg kan desværre ikke huske alt de testede for). Det var en noget mut hund vi hentede, men han var dog i bedring og han havde overhovedet ikke haft nogle kramper i de dage han havde været på dyrehospitalet.  
Da vi kom hjem den torsdag tog vi det stille roligt med Albert. Min mor havde også været fuld af bekymring i de dage hvor Albert havde været indlagt, så de kom en tur på besøg. Mens mine forældre var her begyndte Albert at lege med sit hjul, det var bare så dejligt at se han var lidt glad igen. Dog legede han ikke som han plejede han hylede lidt samtidig, det var ikke af smerte men snarer som en hund der ”snakker” når den leger.  
Natten mellem torsdag og fredag gik fint, dog sov vi ikke ret meget eller ret tungt. Jeg var simpelthen så bange for at jeg ikke ville vågne hvis der skulle ske noget.  
Fredag morgen klokken 07.30 fik Albert kramper igen, det var stadig kun hovedet der ligesom rystede og det varede ikke ret lang tid ca. 30 sek.  Klokken 08.00 fik han kramper igen. Nu var klokken blevet 08.00 så jeg kunne heldigvis få fat på dyrlægen og tog straks ind til Københavns dyrehospital igen. Der blev han undersøgt igen, dog uden at de fandt noget eller havde nogen forklaring, dog var de begyndt at bringe epilepsi på bane, men det var de nu ikke så sikre på så vi skulle lige se tiden an og afvente svar på de andre prøver ellers kunne vi foretage en CT-scanning af hjerne og en rygmarvsprøve. Vi tog hjem igen med nogle piller vi kunne give Albert hvis han fik kramper igen. Igen fik han ikke nogle kramper på dyrehospitalet så de kunne se hvordan kramperne så ud. 
Vi var kun lige kommet hjem fra dyrehospitalet, så fortsatte kramperne, dog havde det ved alle hans anfald været sådan så han stod op og han stadig var ved bevidsthed, men han trak sig væk fra os mens det stod på. Senere på dagen var vi ude at gå en tur med hundene og vi var ikke noget ret langt før Albert fik Kramper igen. Lige så snart det var overstået var han rimelig frisk igen og løb videre, men han havde flere krampeanfald på den lille tur. På et tidspunkt hvor han står midt i en krampe, jeg er på vej over til ham og der kommer et par piger ridene siger den ene af dem til mig at min hund har fået noget i halsen og jeg fortæller hende så at det er en krampe og vi er ved at få undersøgt hvad han fejler, siger hun til mig: det er ikke tit man ser en hund med epilepsi og så er de reddet væk igen. Jeg glemmer aldrig hendes bemærkning og jeg tænkte hun har nok ret.  
Da vi kom hjem fra den tur gav jeg Albert en af de piller vi havde fået med inde fra dyrehospitalet, men den hjalp ikke. Jeg ringede og snakkede med dyrlægerne derinde igen, men de mente ikke der var andet at gøre. Det var rent ud sagt et helvede at se sin hund på den måde og nu havde han efterhånden haft 12 – 15 krampeanfald den dag.  
Ved 10 tiden om aftenen den fredag kom jeg i tanke om en tidligere kollega jeg havde haft der havde en hund med epilepsi, så jeg bestemte mig for at ringe til hende for at høre lidt om hvordan det hele var startet med hendes hund, hvordan det gik nu og hvilken slags medicin den fik.  
Vi fik en rigtig god snak og hun sagde til mig at jeg var velkommen til at komme op til hende og få nogle piller af hende, jeg var efterhånden villig til at prøve hvad som helst, dog ikke uden at snakke med dyrlægerne først, så jeg ringede ind til København igen og fortalte om min snak med min kollega og spurgte om jeg måtte give Albert det medicin da vi nu var oppe på rigtig mange anfald den dag og jeg fortalte selvfølgelig også at han allerede havde fået en af de piller de havde givet mig med hjem. Dyrlægen sagde at det var i orden og at jeg skulle give ham 2 af dem (fenemal).  
Jeg strøg op til kollegaen for at hente et par piller og kørte så straks hjem og gav Albert 2. Han havde et enkelt krampeanfald natten til lørdag og så stoppede de. I 3 dage gav vi ham 2 fenemal morgen og aften, men han blev enormt sløv af dem og var ikke rigtig sig selv, så efter samtale med dyrlægerne blev han sat ned til 1 fenemal morgen + aften.  
Nu fik vi også svar på alle Albert s prøver og alt så helt fint ud, men de syntes vi skulle tage en rygmarvsprøve og jeg var helt enig for jeg ville stadig gerne have bekræftet hvad min hund fejlede, så den 22. september fik han taget den prøve. Den fik vi svar på senere og alt på den så også fint ud. Hhhmmm, den 8 oktober fik Albert taget endnu en blodprøve. Igen skulle vi selvfølgelig vente lidt inden vi kunne få svar.
Vi er nu nået frem til den 8. oktober og jeg havde det rimelig godt i den periode og tænkte lidt at når epilepsi medicin virker så er det nok epilepsi og Albert havde jo ikke haft nogen krampeanfald siden natten imellem den 10 og 11 september. Dog sov jeg stadig ikke ret tungt om natten og vågnede ved den mindste lyd og Albert skulle da heller ikke røre ret meget på sig om natten før jeg kiggede ned på gulvet til ham.  
Efter et par dage fik vi svar på Albert s blodprøve og søreme om han ikke ”bare” havde borelia, jeg var jublende lykkelig, nu skulle mit lille pus bare have en pencilinkur og derefter trappes ud af fenemalen.  
Da Albert var færdig med pencilinkuren, fik jeg af vide af dyrlægen hvordan jeg skulle trappe ham ud af fenemalen. Han blev trappet ud på en lille uge.  
Den 17, november der er lige nøjagtigt gået 15 dage uden fenemal så får Albert det værste anfald vi nogensinde har set, det starter i hovedet som det også gjorde før men det er ligesom om det breder sig til hele kroppen og han ligger ned og banker ind i alting. Han startede på fenemal igen.  
Jeg var dybt rystet og i chok, men tænkte måske lidt naivt at han har ikke borelia og han får anfald uden fenemal så nu skal han jo ” bare” på fenemal igen og så vil alt blive godt igen lige som sidst hvor han fik fenemal. På en måde var jeg lidt lettet over at når han nu skulle have anfald uden fenemal at han så fik det nu for vi stod og skulle 14 dage til Thailand og ville rejse d. 29.  
Jeg var ikke meget for at skulle forlade en syg hund i 14 dage, men jeg havde sat min mor som skulle passe hundene godt og grundig ind i det og skrevet en lang seddel med telefonnummer til dyrlægerne og min veninde og hvordan hun skulle forholde sig under et anfald og hvad hun måtte og ikke måtte med ham. Min veninde som jo altid er der for mig var back-up for min mor og hun vidste også hvordan hun skulle takle det. Så det skulle nok gå, jeg kunne bestemt ikke finde nogen der var bedre til ”jobbet” end dem.  
Der var en dag hvor jeg sad nede i varmen, men jeg var ikke glad da Anders spurgte hvad der var i vejen begyndte jeg at græde og sagde det var hundene jeg savnede. Jeg ringede hjem til min mor og ganske rigtigt havde Albert haft et anfald dagen før. Egentlig ville hun ikke fortælle mig det men jeg kunne godt høre på hende der var noget så hun fortalte mig det alligevel. Hun havde jo klaret det smadder fint og havde også ringet til dyrlægen og han var blevet sat lidt op i fenemal. Det gav mig rigtig meget ro at høre hun klarede det så flot. Han havde 2 anfald mere mens vi var væk men dem fik jeg først kendskab til da vi kom hjem d. 14 december. 
I resten af december måned havde Albert 11 anfald og desværre blev det næsten værre og værre for ikke nok med at alle anfald er hvor han kramper i hele kroppen, pisser og skider han også nogen gange og han er lidt tid om at komme sig efter anfaldene, han ved ikke rigtig hvem han selv er og er noget fraværende. 

 
Jeg sover stadig ikke ret godt om natten og nu tør jeg næsten heller ikke lade hundene være alene hjemme for jeg er bange for at han skal dø mens jeg er væk. Heldigvis går min mor hjemme på det tidspunkt så hver morgen inden jeg tager på arbejde kører jeg hundene i dagpleje ude hos hende. Hele tiden har jeg en stor knude i maven af frygt for at der skal ske noget.  
Januar måned går ikke meget bedre, stadig mange slemme anfald og nu virker han også rigtig trist og leger ikke rigtig med andre hunde. Der var nok nogen der på det tidspunkt mente at jeg burde aflive ham, men jeg ville ikke med god samvittighed kunne aflive en hund jeg ikke vidste hvad fejlede, der var jo ikke nogen dyrlæge endnu der havde sagt til mig at det var epilepsi – tværtimod var de stadig lidt i tvivl fordi det hele var startet som det gjorde med temmelig høj feber – ALT  skulle prøves.
Jeg har brugt rigtig mange timer på at søge på nettet og fandt også nogle super sider om epilepsi og kom i kontakt med andre epilepsi ramte hundeejere med masser af gode råd og erfaring og ofte også nogle med en sørgelig afslutning.  
I slutningen af januar måned havde vi en alternativ behandler ude til Albert, vi prøvede alt muligt naturmedicin men uden resultat. Vi tog ham også op til en super dygtig kiropraktor oppe i Svebølle og det var simpelthen guld værd. Efter den første behandling forberedte hun os dog på at der kunne komme et rigtig slemt anfald som vi aldrig ville have oplevet før eller også ville det ikke komme. Anfaldet kom heldigvis ikke men allerede om aftenen virkede Albert gladere og nu begyndte han igen at ville lege med de andre hunde.  
Han havde stadig rimelig mange anfald men vi fortsatte med at gå jævnligt hos kiropraktoren for han havde det helt klart bedre. 
I slutningen af februar måned startede Albert på noget andet medicin (kaliumbromid) samtidig med fenemalen, det så ud til at virke meget godt.  
Jeg havde i lang tid forsøgt at få en aftale med en dyrlæge inde på landbohøjskolen som skulle være den bedste i landet indenfor epilepsi, desværre var hun sygemeldt men jeg hørte gennem andre dyrlæger at hun var værd at vente på så det gjorde jeg.  
Endelig fik jeg en tid hos hende d. 8 marts og hun var ikke i tvivl. Alberts diagnose var alvorlig epilepsi, men vi skulle fortsætte på begge slags medicin og i samme dosis og endelig ringe til hende hvis der skete noget. Der gik 2 uger uden anfald men så fik han igen. Jeg ringede ind på landbohøjskolen og den sidste mulighed vi havde var at sætte ham lidt op i dosis af kaliumbromid.  
Albert havde det rigtig super skønt i 4 uger og han var bare så glad. Det samme var jeg, jeg meldte ham oven i købet til stævne.  
Natten imellem søndag d. 10 og mandag d. 11. april fik han 7 anfald som han ikke kom over igen, jeg tror han tog lidt skade af alle de anfald og vi kørte ned og fik ham aflivet mandag morgen. Det var enormt svært at sige farvel til en hund der ingen gang var fyldt 2 år, men beslutningen var ikke svær, Albert fortalte os selv at tiden nu var inde og jeg vidste inderst inde at vi havde prøvet alt hvad vi overhovedet kunne.  
Det har været mange måneder med rigtig mange nedture og få opture og jeg vågner da stadig brat op om natten hvis Bianca hun drømmer og kommer til at lave en anderledes lyd. Lyden af et anfald glemmer man aldrig, kløerne mod gulvet og kroppen banker ind i væggen eller hvad der er i nærheden.  
Bianca har været super dejlig i alt det her, man hører om hunde som angriber hunde med anfald, de er jo temmelig forsvarsløse når de ligger midt i et anfald, men Bianca kunne aldrig finde på at gøre Albert noget, tværtimod var det nogen gange hende der advarede os når der var et anfald på vej.  
I starten når Albert havde anfald skubbede jeg Bianca væk fordi jeg syntes hun var i vejen og jeg var rimelig panisk og følte mig meget magtesløs, men heldigvis blev jeg lynhurtigt klogere og begyndte at rose hende for bare at stå og kigge og hun fik også lov til at gå over og snuse. Hvis ikke hun havde fået lov til at være med tror jeg godt det kunne være gået galt.  
Om Albert havde borelia, ved jeg ikke men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg det ikke, jeg har efterfølgende læst flere historier om andre hunde der også fik diagnosen borelia og blev trappet ud af fenemalen, men at de desværre også fik anfald igen.  
Jeg tror ikke dyrlægerne herhjemme ved så meget om epilepsi jeg har også efterfølgende fundet ud af at fenemal trapper man ikke bare op, ned og ud af over kort tid. Man siger at man trapper ned med ca. ½ pille om måneden. Nu kan jeg så ikke lade være med at tænke på om det havde en indflydelse for Albert for dengang han startede på fenemal fik han jo ikke anfald, da han så havde været trappet ud og startet igen var det som om de ikke virkede på ham igen – ville det have haft en indflydelse at han ikke havde været trappet ud???  
Epilepsi kan være arveligt…. Jeg ved at der er nogle der opdrætter videre selv om de ved at en kuldbror eller ”moster” har epilepsi, hvilket jeg syntes er helt grotesk, jeg ville ikke ønske for min værste fjende at han/hun skulle få en hund med epilepsi, det er et helvede med utrolig mange følelser indblandet og det er bestemt ikke sjovt at se sin hund i anfald og man vænner sig ALDRIG til det. Jeg mener ikke man skal avle på arvelige sygdomme og har man først fået kendskab til epilepsien efter hvalpenes fødsel har man da pligt til som det mindste at oplyse kommende hvalpekøbere om problemet, så har de da muligheden for at tage stilling til om de er villige til at tage risikoen.  
Jeg ved at fra det stueopdræt hvor jeg fik Albert kunne de aldrig finde på at avle på deres hund igen, de har jo fulgt os i alle månederne og ved hvad vi har været igennem og selv om de selv har beholdt en utrolig dejlig søster der intet fejler, vil de ikke risikere at avle endnu en syg hund.  
Hvor længe græder man over savnet???